av Cathrine Hasse

Innlegg på konferansen 'Kjønnsmakt i Norden', Oslo, 12. og 13. juni 2003. Workshopen 'Heterogenitet @ Teknovitenskap Kyberfeminisme?'

1. Jeg har i 10 måneder været i gang med et projekt finansieret af det danske Samfundsvidenskabelige Forskningsråd med titlen "Videnskabens kulturelle dimensioner - en sammenlignende analyse mellem to europæiske lande" og det er nogle foreløbige diskussioner dette projekt har rejst, jeg vil præsentere her. Projektet bevæger sig i feltet mellem køn, kultur og videnskab - et område som blandt andre tæller forskere som Karin Knorr-Cetina og Sharon Traweek.

2. Mit projekt bygger på et tidligere projekt, hvor jeg igennem godt 1 år fulgte fysikere og fysikstuderende på Niels Bohr Instituttet i København for at undersøge, hvad man skulle lære som fysikstuderende for at kunne begå sig i fysikkens verden. Her fandt jeg blandt andet ud af, hvad der konstituerede, hvad Donna Haraway med et begreb fra Trinh Minhha har kaldt "inappropriate/d others." I denne kultur var det det, der kunne identificeres som de "dumme"- her ikke mindst humanister som jeg selv og de "sexede" - og det blev igen særligt forbundet med "det kvindelige". Kvinder blev opfattet som for sexede, eller som jeg selv som humanist, kunne ikke opfattes som potentielle fysikere - men som utilpassede og ikke-passende og skæve, der udfordrede fysikverdenens selvforståelse. Ved at være sammen med de fysikstuderende lærte jeg blandt at ikke mindst min humanistiske baggrund konstituerede a "critical difference within", der burde forsvinde tilbage over grænsen mellem de to videnskabskulturer. Fysik i Danmark opfattes som hørende til blandt de hårdeste af de hårde videnskaber og hård fysikvidenskab forbinder sig med maskulinitet.

3. I dette paper vil jeg diskutere, hvorledes disse konnotationer kan ses som kulturelt bestemte. Først siger jeg lidt om mit projekt og hvorledes det forholder sig til kulturbegrebet og derefter præsenterer jeg nogle foreløbige empiriske data, der i sig selv overskrider grænsen for en af de naturaliserede historier i vores kultur: fortællingen om de hårde og de bløde videnskaber og deres kønskonnotationer. I den forstand etablerer kulturfortællingen i sig selv en ny kritisk forskel inden for kulturen. Og til sidst vil jeg kort forbinde diskussionen med 1970ernes Ortner/Whitehead- diskussion om relationen mellem køn og kultur.

4. Jeg startede mit projekt i september forrige år på La Sapenza Universitetet i Rom, hvor jeg gennem godt et halvt år har fulgt en gruppe på ca. 50 fysikere, der deltager i verdens største fysiksamarbejde: Atlas-projektet. Atlasprojektet er et samarbejde mellem 2000 fysikere, der samarbejder på tværs af tusinde kilometer om at opbygge en supercollider på CERN, det største europæiske accelerator laboratorium, der er placeret lidt uden for Geneve i Sweitz. Her arbejder disse fysikere på at bygge et eksperiment op, der skal udføret ved hjælp af collideren LHC, Large Hadron Collider. En accelerator er en maskine, der anvendes til at accellererer partikler til meget høje hastigheder og dermed skabe en høj energi i forhold til deres "masse-energi" i hviletilstand. I denne collider er det meningen at man i 2007 vil være klar til at sende to stråler af protoner rundt i et 27 kilometer lang oval tunnel - udgravet under Geneve og helt ind i Frankrig og tilbage til CERN - i hver sin retning med energier på mange millioner elektronvolt. Når eksperimentet begynder at køre vil protonerne lejlighedsvis støde sammen, hvilket vil skabe mulighed for studere hvad der er inden i protonet. I sidste ende håber fysikerne på Atlas på at finde, hvad de opfatter som "the missing link" i standardmodellen for hvad masse er, nemlig den flygtige Higgspartikel. Dette er det fælles formål med projektet og for at finde denne partikel bygger fysikerne et "eksperiment", der er så stort som et 7 etagers hus bestående af mange skaller og lag, der skal fange de små partikler, der følger af sammenstødene, på computerbilleder. Det er hard science i ekstrem grad - og da er da heller ikke på nogen måde en overvægt af kvindelige fysikere tilknyttet ATLAS. Mine egne opgørelser viser at der i 1996 var ca. 6,6% kvindelige fysikere og i 2002 ca. 9,7% (Kilde: ATLAS Greybook).

I denne fysikverden synes alle de nationale kulturtræk at være ophævet - og kun fysikkulturen betyder noget. Alligevel opstår der en undren, når man nærlæser tallene på kønsdeltagelsen. Der er nemlig meget stor forskel på, hvor mange kvindelige fysikere, der deltager, i forhold til hvor de kommer fra.

Hvis vi tegner et kort over colliderprojektets kønnede deltagere med en sort prik for hver kvinde, vil vi få et kort, der bliver mere og mere sortplettet jo længere synpå vi kommer - og med allerflest sorte pletter i Spanien, Frankrig, Portugal og Italien og allerfærrest i Danmark. Dette svarer nøje til Jim Megaws undersøgelse fra 1990 - den mest omfattende undersøgelse af kvinder i fysikfaculty over hele verden viste det sig overraskende, at der var færrest fastansatte kvinder på fysikområdet i de nordligste industrialiserede lande. Ser vi imidlertid på Europa finder vis også her en forskel, der afspejler sig i colliderfysikkens globale kultur. Frankrig, Spanien, Polen (der har knap 20%) og i endnu højere grad Italien, der har 23% og Portugal ligger på godt 35 % af staben, mens det for USA, Norge og Danmark er langt under 10%. Østlande, asiatiske lande og altså det sydlige Europa har flere kvinder i fysik. Antagelsen er her at det ikke handler om køn, men om den kulturelle opfattelse af fysik, der får betydning for kvinders handlemuligheder.

5. Jeg har valgt at følge italienske og danske fysikere i deres ATLAS-arbejde for at få belyst nogle ideer til hvad der kan forklare denne forskel. Det er svært at spørge til - man må som forsker spørge rundt om. Bevæge sig rundt om problemstillingen. Indtage mange positioner - og blive overrasket over mange slags situeret viden. Feltarbejdet finder sted i en hverdag med papers, møder, lab-visits.
Ud over at deltage i de italienske fysikeres dagligliv såvel på La Sapienza og på CERN (og jeg er endnu ikke nået så langt med de danske ud over hvad jeg havde med mig fra mit tidligere feltarbejde), har jeg interviewet 10 kvindelige og 11 mandlige italienske fysikere i projektet såvel i Rom og på universiteter i det sydlige Italien - og i gennem dette interview arbejde dukkede der nogle historier op, der udfordrede mine forestillinger om de bløde og hårde videnskaber og deres kønskonnotationer. I Italien er der både mange fastansatte kvindelige fysikere og studerende - og det mærkelige er, at jo længere sydpå du kommer, jo flere er der. I Danmark er der under 5% fastansatte kvinder og ca. 20% kvindelige fysikstuderende på fysikinstitutterne. Men i det sydlige Italien kan der være op til 35% kvindelige fastansatte fysikere og over 50% kvindelige studerende. Det der slog mig da jeg begyndte at interviewe i Syditalien var, at mange af de kvindelige fysikere her havde en klassisksproglig baggrund - eller en generelt sproglig. Det var ikke uddannet på matematisk-fysisk gymnasium, som man skal være i Danmark.

6. Min tese er nu, at det vi ser her er hvad Haraway kalder en "diffraction" - her forstået som effekten af en kulturel forskel i de betydninger, vi tillægger fysikvidenskaben, hvilket igen skaber nye muligheder for mænds og kvinders handlemuligheder og for, hvorledes det tilskriver betydning til det Dorte Marie Søndergaard og Judith Butler ord kan kalde tegn på kroppen. Når man kobler kropstegn med kultur og videnskab opdager man, at videnskab og køn betyder noget forskelligt i forskellige kulturer - fordi er er sammenvævet med hinanden i forskellige historier. Først når vi får udfordret det naturaliserede i vores egne opfattelser bliver vi opmærksomme på vores betydningstilskrivelsers kulturelle dimension.

Kultur er i denne definition ikke et lag fernis, et lag, der lægges ovenpå en biologisk verden, som kønsforskningen engang svor til. Det kulturelle køn er, som Butler har gjort os opmærksomme på, ikke en overbygning på det biologiske køn. Kulturelle køn træder i dette kulturbegreb (som jeg har beskrevet i bogen "Kultur i bevægelse", 2002, fra forlaget Samfundslitteratur) i eksistens netop ved komparationen, når vi møder det uventede.

Det kulturbegreb, som jeg tilslutter mig som grundlag for den foreliggende analyse, er følgelig ikke deskriptivt - hvor kultur er. Kulturbegrebet er for længst opløst som essentiel betegnelse for mennesker med forskellige skikke og vaner bosiddende et bestemt sted, og nytænkt som knyttet til et analytisk implikationsrum, som Kirsten Hastrup har formuleret det. Kultur skabes i det møde, hvor vi bliver opmærksomme på forskelle og dermed får mulighed for at undersøge vores egne erkendelsesstrukturer - det vi opfatter kulturen på baggrund af. Gennem kulturelle læreprocesser overskrider vi hele tiden de grænser, vi troede var selvfølgelige og måske universelle. Det vi lærer, som forskere i et kulturlandskab, er ikke en essentiel kultur, men det nye refleksionsgrundlag kulturanalysen hviler på. Det vi lærer at udfordre er med andre ord vores egne: "historically transmitted pattern of meaning embodied in symbols, a system of inherited conceptions expressed in symbolic form by means of which men communicate, perpetuate, and develop their knowledge about and attitudes toward life", som antropologen Geertz har defineret kulturbegrebet.

Når vi ser på kulturforskelle, der ikke umiddelbart er til stede i vores hverdag, bliver vi opmærksomme på det, der ikke synliggøres, trænger sig ind på vores sanser, i hverdagslivet. Hvor inappropriate others i vores egen kultur kan ses som omvandrerne "kulturforskelle", der fremkalder opmærksomhed på grænsedragninger, bliver vi som forskere bærere af indsigter om, hvad der kunne være inappropriate i vores egen kultur, men som ikke er det, fordi denne kultur fortæller andre historier og drager andre grænser. På den måde overskrider vi grænser, transgressing boundaries, vi ikke vidste, vi selv havde sat.

De nye historier er fortalt, vi ved det bare ikke. For eksempel historien om, at grænsen mellem bløde humanistiske og hårde naturvidenskabelige videnskaber ikke deles af alle i Europa. Også her viser grænsen sig at være både social reality og fiktion. I Danmark lærte jeg, som nævnt, at man som fysiker opfattede sig som noget ganske særligt. Meget, meget klog og nærmest udenfor den verdslige politiske debat. Kun særligt udvalgte kunne komme i betragtning til at gå i Niels Bohrs fodspor. Man skal have meget gode karakterer i fysik og matematik i gymnasiet - en sproglig student, der dumper ind og begynder på studiet, er utænkeligt. Det kan man simpelhed ikke. Så de mange kvindelige gymnasieelever i Danmark, der har gået på (klassisk) sprogligt gymnasium, har lært gennem gymnasietiden og deres fysiklærere, at de var for dumme til at læse fysik.

Sådan er det ikke i Italien. Her er det omvendt dem med den klassisksproglige baggrund, der opfattes som de rigtigt kloge. Fysikere på La Sapienza universitetet taler ofte og gerne om de filosofiske aspekter ved deres daglige arbejde med muon-detektorer og de kosmiske stråler. Mange af dem har studeret filosofi på originalsprogene græsk og latin i gymnasiet. Blandt kasser med blinkende lamper, ledninger og tavler fyldt med matematiske tegn kan en af de fastansatte fortælle, hvorledes han, lige som den kvindelige lektor, startede sin karriere på La Sapienza som klassisksproglig student. Det er ikke usædvanligt i Italien - heller ikke i dag. Er man virkelig et dannet menneske i Italien kan man sin Horats på fingere - også når man er fysiker. I Italien har fysik og naturvidenskaben generelt en ganske anden status. Her er det de klassiske fag, der anses for de vanskeligste (græsk, latin, filosofi) og studenter med denne baggrund bliver generelt anset som særligt dygtige til at analysere og fortolke. Det gælder også, når de vælger at læse fysik.

En forskel på det italienske og det danske uddannelsessystem er, at der er frit optag (eventuelt suppleret med en hjælpetest, der placerer dig niveaumæssigt) på langt de fleste universitetsuddannelser. Det gør det muligt for studerende med en klassisk/nysproglig baggrund at søge ind på uddannelser, som de er afskåret fra at søge herhjemme. Eksempelvis fysikuddannelsen. Det har især de kvindelige klassisksproglige studerende benyttet sig af. Nye tal fra det italienske undervisningsministerium viser, at den næststørste gruppe af kvindelige studerende, der starter på de naturvidenskabelige fag på universitetsniveau, har en klassisk-sproglig baggrund. Den største gruppe kommer, både for mænds og kvinders vedkommende, fra det der svarer til vores matematiske gymnasium, resten fra mere teknisk orienterede uddannelser.

Som en italienske filosof udtrykker det, så bliver de klassiske studenter særligt velegnede til at studere fysik, fordi de via deres kendskab til de filosofiske og klassiske fag lærer at tænke i de abstrakte baner, der både er vigtige for naturvidenskaben og de humanistiske fag. Hvorfor så ikke bare lære at tænke abstrakt på den måde regeringen nu foreslår - ved at sikre de sproglige studerende mere indsigt i de naturvidenskabelige fag? Hertil svarer professor Grancagnolo, (en mand) fra universitetet i Lecce i det sydlige Italien: "Jeg har selv en baggrund som det, der svarer til matematisk student i Danmark. Hos os er det snarere en fordel at have en klassisk sproglig baggrund, når du starter på fysikstudiet. De er simpelthen bedre til at analysere. Det vi har lært, er at tænke mere "mekanisk" - i de korrekte svar. Jeg har altid ment, at de klassisk-sproglige havde den største fordel.

Selv om man også i Italien har en opdeling i klassisk sprog, sproglig og matamatisk-fysisk gymnasium og selv om vi også her ser at flere kvinder vælger de sproglige end de matematisk-fysiske linjer betyder opdelingen noget helt andet end i Danmark. Der konnoteres ikke som i Danmark en skarp grænsedragning mellem humaniora og naturvidenskab - der bærer kønnede konnotationer, fordi kvinder er og forbliver sprog og humaniora, mens mænd er og forbliver hård (og dermed klog) naturvidenskab.

At tale om hårde og bløde fag er i det hele taget ikke udbredt i Italien, der også har Europas største kvindeandel blandt de informatik-studerende. I Danmark, Norden og de angelsaksiske lande taler man derimod meget om "hard" science og det forbindes ofte med maskulinitet.

7. Gælder det også vores skillelinje mellem humanistisk bløde kvindelige videnskaber og hårde maskulingt konnoterende naturvidenskaber som colliderfysik? Colliderfysikken afspejler disse kulturelle konnotationer. I Italien - og ikke mindst det sydlige Italien - er Atlas ikke hård fysik. Skillelinjen mellem hård og blød, maskuling og feminint konnoteret videnskab (som også Evelyn Fox Keller og Carolyn Merchant m.fl. har diskuteret) udviskes. Den er kunstig - og skal skabes og genskabes for at bliver opretholdt som en "naturlig distinktion".

Den "klassiske fysiker" træder frem som en helt ny kategori, hvor mange kvinder tilsyneladende føler sig hjemme - men der er også mænd med en klassisk baggrund. Om de er mere filosofiske ved jeg ikke, men som sagt anses de for at have bedre analystiske evner - og de kvinder jeg har interviewet har mange haft topposter og ledelessfunktioner.

8. Kvinder er ikke bare til stede som "fremmede" og "utilpassede" i den "hårde" colliderfysik. De er der på vidst forskellige præmisser. Det italienske eksempel er dog ingen solstråle historie - fortællingen er mere kompleks, for den rummer også fortællingen om, hvorledes kvinderne, der ikke har problemer med at være fysikere, har problemer fordi det fortsat forventes, at de som fysikere - der ofte er gift med andre fysikere - tager sig af børnene. Det er det, de selv fremhæver som det store problem - mens det for de danske kvindelige fysikere er et stort problem at de ikke føler sig respekterede som fysikere, men snarere føler sig set på som "sexede". Det problem har de italienske kvinde tilsyneladende ikke - de føler sig respekterede også for deres klassiske baggrund.

9. Når vi ser på relationen mellem videnskab køn og kultur rejser en gammel diskussion hovedet. Rosaldo & Lamphere (eds.) udgav i 1974 bogen Woman, Culture, and Society, der blandt andet har som formål at analysere den symbolske rumlige opdeling af samfundet i mandlige og kvindelige sfærer samt implikationerne af denne opdeling for relationerne mellem kvinder og mænd. For at beskrive dette tager flere af de bidragende antropologer udgangspunkt antropologiens i traditionelle opdeling i det biologiske og det sociale køn (sex og gender), der kobles parallelt til hinanden for hvert af de to køns vedkommende. I 1970ernes debat mente blandt andre Sherry Ortner, at kvinden globalt set har begrænsede handlemuligheder på grund af deres biologiske natur. I Is Female to Male as Nature is to Culture (1974), tager Sherry Ortner, med udgangspunkt i strukturalismen, fat på at belyse, hvorfor kvinder i alle samfund kulturelt tillægges andenklasse status. I sin analyse af dette spørgsmål tager hun udgangspunkt i to af strukturalismens dikotomier - kvinde/mand og natur/kultur. Ifølge Ortner anses kvinder i kraft af deres kroppes biologiske funktioner som for eksempel at menstruere, føde børn og amme at være tættere på naturen.

Siden har hun som Michelle Rosaldos artikel i samme Woman, Culture, and Society fra 1974 forkastet tanken om, at kvinder automatisk associeres med hjemmet på grund af moderskabet, hvorved deres udelukkelse fra andre af samfundets sfære legitimeres. Ideen forudsætter, at mænd og kvinder tilskrives nogle egenskaber, som man ikke uden videre kan tage for givet. Ortner mener dog, at selvom Rosaldos opdeling i den private og den offentlige sfære muligvis indebærer en forudindtaget mening om kønsmæssige forskelle, kan det alligevel være interessant at analysere, hvorfor disse forskelle overhovedet kom til at blive associeret med maskulinitet og femininitet.

Udgangspunktet er, at noget kulturelt bestemt forbindes med maskulinitet og feminitet. Det gør fysik ikke i Italien. Italienske feminister kræver som de danske bedre vilkår for kvindelige videnskabsfolk - men fysik har i sig selv har ikke i sig selv den kognitive status af maskulinitetsassocieret, som i Danmark.

De oppositionspar, som ofte anvendes til at karakterisere den implicitte logik mellem mænd og kvinder - offentlig/domestisk, kultur/natur, universalistisk/partikularistisk, egen interesse/fælles interesse - indebærer, at den sfære af social aktivitet, som hovedsageligt er associeret med mænd, omfatter den sfære, som hovedsageligt er associeret med kvinder, og derfor bliver den tillagt større værdi. Den mere generelle distinktion mellem det, der omfatter, og det, der omfattes, har at gøre med forhold som universel/partikulær, kollektiv velfærd/individuel interesse etc. Disse abstrakte dimensioner, som nærmere er generelle sociale orientationer end steder eller ting, er dog indlejret i steder, roller eller praksiser, som i reduceret form kan benævnes det domestiske og det offentlige.

Når Butler spørger til kroppe "constituted through exclusion" og efter hvilke kroppe, der kommer til at betide og hvorfor, findes der ikke et universelt, men kulturelle svar. Det er kulturelt, hvad vi associerer og forbinder med fysiske kropsfremtrædelser. Grundlæggende for diskussionen om køn i akademia kan baseres på, hvad jeg i "Kultur i bevægelse" har diskuteret som sprezzatura1, altså evnen til at passe ind og lære en bestemt verdens korrekte handleviden. Hvad der er korrekt at vide og hvorledes man skal opføre sig korrekt varierer - og dermed overruler kulturen kønnet. Vi har ofte haft som udgangspunkt, at vi har set den individuelle kvinde som indlejret i en struktur, der med udgangspunkt i kønnet som materialitet og socialitet forklarer årsagen til en bestemt definition på køn. Definitionen både forklarer, afgrænser, og positionerer kvindens og mandens handlemuligheder. Men køn er aldrig statisk. Ved alene at se køn som et strukturelt problem, låses analysen fast - hvorimod køn som kultur handler om at se forskelle gennem "diffraction". Kønnets betydning indlejres i et bredere kulturelt perspektiv. Det er en anden form for destabilisering end den, der følger de stadigt foranderlige konstruktioner af køn gennem en hverdagspraksis. Selv om associationer mellem materialitet og kønsbetydning hele tiden risikerer at blive udfordret, følger vi ureflekteret nogle bestemte associationsmønstre. De er så indlejrede, at kun mødet med "det fremmede" udfordrer dem. Kulturanalysen destabiliserer gennem en komparativ tilgang og de faktorer, der indvirker på og betinger den kulturelle og sociale kønnede position, bringes i en ny belysning.

I nyere analyser af de moderne eksistensvilkår har man understreget de individuelle handlemuligheder, strategier og evnen til selv at skabe egne mulighedsbetingelser, overskride grænser osv. Denne tilgang forudsætter dog at man overhovedet erkender også de usynlige grænsedragninger, der tavst og upåagtet fungerer som naturaliserede rammer inden for hvilke vi må skabe vores innovationer. Tilgangen problematiserer forestillingen om et individ henvist til sin egen frie vilje til at danne sig selv. I et kulturanalytisk perspektiv kan individet ganske vist handle og også handle på tværs af kulturelle normer - men altid i forhold til dem. Den totale frisættelse fra kulturelle forestillinger og socialt pres er ikke mulig. Selv når vi sætter os op imod de indsnævrende (og/eller mulighedsskabende) betingelser for, hvordan vi eksempelvis kan/bør/skal handle som kønnede individer vil kulturen være det baggrundstæppe, hvorpå vi ser nye muligheder og/eller begrænsninger. Kultur er hverken et fængsel eller et uforpligtende legetøj, men et refleksionsgrundlag vi er tvunget til at tænke med (se "Kultur i bevægelse" for en yderligere uddybning af kulturelle refleksionsgrundlag).

Jeg argumenterer således ikke for, at individets handlinger alene skal ses som betinget af ydre forhold. Og slet ikke som Ortner og Whitehead af biologiske forhold. Alligevel synes jeg der er grund til at genoptage 1970ernes diskussioner om relationen mellem kultur og køn. Som jeg ser det former kulturanalyser de grænseopløsende tendenser, ikke som teknologiudviklingen lægger præmisser til rette for, men i konkrete møder mellem mennesker, der skaber nye betingelser for at fortælle de nye historier Haraway har efterlyst. Kulturelle grænsedragninger træder frem og bidrager dermed til deres egen opløsning, med nye identitetsmæssige, kategoriale og diskursive muligheder til følge.


Cathrine Hasse
Lektor
Danmarks Pædagogiske Universitet
caha@dpu.dk


[1] Hasse, Cathrine; ’Overvejelser om positioneret deltager-observation’ i Kvinder, Køn og Forskning, nr. 4 i 2000 s. 41-42 Tilbake til teksten