av Anette Dina Sørensen

Innlegg på konferansen 'Kjønnsmakt i Norden', Oslo, 12. og 13. juni 2003. Workshopen 'Pornografisering av det offentlig rom'

"Estonian Brand - Kaja Wunder" lyder overskriften på hovedhistorien i det informationsmagasin, alle turister har fået, når de landede i Tallinn lufthavn i vinter. Estiske Kaja Wunder er skøn at se på, faktisk så skøn at hun lever af det. Med stolthed beretter artiklen, at Kaja har prydet forsiden på herremagasiner som Loaded og Maxim og som den første estiske fotomodel vundet anerkendelse i vesten. Artiklens mange foto viser, hvad Kaja dur til, blandt andet agerer hun afklædt prom-queen i dalmatinerprikket push-up-bh. Et udfordrende smil inviterer læseren til ’samtale’ eller.... ’sex’, mens hun åndsfraværende klapper en klippert af en hund, der passende matcher bh’ens mønster. Kaja Wunder er ikke bare "et godt varemærke", hun er "en perfekt repræsentant for Estland", konkluderer artiklen.

I de senere år har den objektgjorte, seksualiserede ’babe’ fået en massekulturel revival af dimensioner (Hirdman, 2002, Benwell 2002). Men det mest bemærkelsesværdige ved fænomenet er, at ’Babe-figuren’ i disse år gestaltes som ideal for kvindeligheden, hvilket flytter figuren ud af ’lockerroom-kulturen’ og så eftertrykkeligt ind i legitimitetens rækker, at den - som vi kan se det i Tallinn Airport magazine - kan cirkuleres til turister som eksempel på ’national branding’ eller ’det bedste et land har at byde på’.

Men det er ikke kun godt for landet at have en Kaja Wunder at byde på, forstår vi, det er også cool at være forside-babe, fordi det er den lige vej til succes, magt og frigørelse for den enkelte kvinde. Eller er det?

Babe-figuren massekulturelle genkomst synes i særlig grad at være båret frem af pornografiens nye placering i vores kultur - en placering der mest rammende kan betegnes som massekulturel 'mainstreaming' og som i England og USA går under betegnelsen 'porn chic' (McNair 1996, 2002). Begrebet kendetegner den kulturelle proces, hvor pornografi glider ind i vores hverdagsliv, som et alment accepteret, ofte idealiseret kulturelt element. Indtil videre er tendensen karakteriseret ved tre forskellige forhold (Sørensen 2003): Det første handler om volume og dækker dels det forhold, at udbuddet af den regulære pornografi er blevet større og dels det forhold, at den er blevet lettere tilgængelig. Det andet tendens kan betegnes som en clean-up eller tabuudfordrende tendens. Den indebærer, at pornografi er i færd med at blive gjort stueren. Det sker gennem massemediernes stigende interesse for feltet, og udmønter sig i så forskellige genrer som dokumentarprogrammer på tv, mainstream magasiners henvisninger til pornografiske internet links, anmeldelser af 'pornoblade', samt artikler, der handler om pornografi og pornografibrug, eller er live-reports fra strip-clubs eller S/M-kældre. Det sidste skud på stammen indenfor clean-up-tendensen er i Danmark pornomodellen Katja KXXX selvbiografiske beretning om hendes fantastiske liv i den internationale pornobranche (KXXX og List 2002).

Det paradoksale ved clean-up-tendensen er, at den på den ene side konstant henviser til og lever af den tabubelagthed, den påstår stadig omgærder pornografi og pornografibrug, og på den anden side hævder at ville nedbryde disse tabu. Den synes altså at være nødt til kontinuerligt at hævde eksistensen af tabu for samtidigt at kunne lægge afstand til disse 'tabu'.

Det tredje og sidste porn-chic-element medfører, at fragmenter af pornografien glider ud i massekulturen. På reklamebilleder, i musikvideoer, i modereportager og særlig i ungdomsblade benyttes i stigende omfang tegn, stiltræk eller verbale udsagn, der ikke i sig selv er pornografi, men som flittigt citerer fra den. Det kan være fotomodellernes positurer, deres beklædning, de scenarier de er sat ind i, eller de replikker de lægges i munden. På et af opslagene i Sisleys modekatalog for efteråret 2001 parafraseres 'cum-shottet', dvs. pornofilmens klimaks, hvor den mandlige pornomodel ejakulerer i munden eller i ansigtet på den kvindelige pornomodel. På billedet sprøjter en ung kvinde mælk fra et yver ind i munden. Mælken løber ned over hendes hage, mens hun ser henført og drillende på beskueren i fuldstændig overensstemmelse med det blik pornomodellen sender den imaginære beskuer.

Der ligger en idealisering i hele denne pornchic-tendens i den forstand, at overhovedet det at beskæftige sig med pornografi under den ene eller den anden form defineres som udtryk for seksuelt frisind, fordi det indikere opgør med såvel fordums seksualmoral som med nutidens feministiske pornokritik. For eksempel betegner den største danske pornoproducent Michael Zile sine gangbang-pornofilm som en 'frihedskamp' (Bork 2003).

Der ligger også en normaliseringstendens i pornchictendensen fordi tabuudfordringen ofte følges af statementets som, "det er noget alle bruger". Som den danske skuespiller Sidse Babett Knudsen siger til sin 13 årige søn i børnefilmen Mirakel, som nylig har været vist på DR-tv: "Du er en dreng, min skat, og rigtige drenge ser porno".

Den engelske medieforsker Brian McNair, som har beskæftiget sig med porn chic-tendensen, er meget begejstret for den. Faktisk så begejstret, at han betegner den som en ’demokratisering af begæret’. I modsætning til McNair mener jeg, at pornografiens massekulturelle mainstreaming tendentielt fjerner os fra den demokratisering af begæret, der muligvis har været undervejs de sidste 30 år. Det er nemlig min hypotese, at porn-chic-tendensen har om ikke bevirket så i hvert fald forstærket visse træk ved de kønsrepræsentationer massekulturen gestalter og gennem dette medvirket til at marginalisere de andre/alternative kvindeligheds- og mandlighedsbetydninger, som vi så antydninger af i 1990’erne. I 1990’erne var massekulturen i højere grad gennemsyret af postmoderne tanker om kønnets varierede betydning (Sørensen 1997). I forhold til kvindelighedsrepræsentationer betød det, at der parallelt med helt traditionelle billeder af kvinder som 'mødre' og ’fuckdolls’ cirkulerede billeder af kvinder som magtfulde, handlingsorienterede, intellektuelle og autonome individer. Den samme flertydighed - eller mangfoldighed - var gældende for massekulturens beskrivelser af maskulinitet. 1990’erne var således årtiet, hvor det blev muligt at trække mandlighedens betydning fri af breadwinnerrollen og magten og fremstille mænd som både omsorgsfulde fædre, sexede objekter og afhængige personager. I dag synes denne kønsrepræsentationernes mangfoldighed på ny at blive fortrængt til massekulturens marginaler, mens en mere begrænset og endimensional kønsfremstilling spreder sig og vinder indpas ikke bare som den eneste beskrivelse, men som den eneste gyldige beskrivelse af, hvad især kvindelighed betyder. Vi er, vil jeg hævde, hastigt på vej mod kvindelighedens ultimative seksualisering eller sagt på en anden måde: mod en reduktion af kvindelighedens betydning til 'sexy'.

At ’sex’ par exellence er tegnet for kvindelighed og ikke mandlighed blev understreget for nylig af virakken omkring Yves Saint Laurents lancering af den nye herreduft 'M7'. Reklamen for den nye duft eksponerer full-frontal male nudity med synlig eksponering af penis. En række herremagasiner, blandt andre GQ fandt det så overskridende og anstødeligt, at de nægtede at publicere reklamen, hvis ikke billedet blev beskåret, så kun modellens torso var synlig. Og i København oplevede vi i sidste måned, at lanceringen af alkoholproduktet Cult Shaker kun indbefattede billedet af en seksualiseret kvinde, til trods for at producenten tillige havde fremstillet en mandlig pendant. Københavns Kommune, der godkender ophængning af reklameposters i det Københavnske byrum fandt den seksualiserede mand for kontroversiel for det offentlige blik, og forbød at plakaten blev hængt op.

At kvindeligheden således gennem massekulturens repræsentationer af køn, og - hævder jeg - under indflydelse af pornchic-tendensen, er på vej til at blive eksklusivt locus for seksualiteten, afspejler ikke bare seksualitetskulturens heteronormative og androcentriske karakter (Laqueur 1990, Kimmel 2000, Maines 1999), men afspejler også, at de blikkonventioner, der trives i og understøtter seksualitetskulturen, er udpræget heteronormative og androcentriske.

Lad mig give et eksempel:
I mine analyser af pornografiens massekulturelle mainsteaming har jeg primært arbejdet med danske ungdomsblade, særligt et månedsmagasin der hedder 'Tjeck'. Magasinet finansieres og udgives af LO (arbejderbevægelsen) og distribueres til alle yngre medlemmer uanset køn og gennem abonnementsordning til alle andre der måtte være interesserede. Tjeck er 12 år gamelt, og er et interessant eksempel på, hvornår og hvordan pornchic-tendensen slår igennem - særlig i ungdomskulturen.

Mit eksempel er hentet fra januarnummert 2003, hvor Tjeck kørte et tema om onani. At temaet, som hedder 'Solosex' henvender sig til begge køn vidner såvel temabehandlingen som illustrationerne om. (Temaet er inddelt i fire underartikler der dækker: en case, et ekspertinterview, en rubrik om lægevidenskabens patologiserende onanifortolkninger gennem historien, samt en "gør-det-selv-guide".). Det, der i første omgang springer i øjnene i forhold til, at temaet henvender sig til begge køn, er de fotografiske illustrationer. For i modsætning til, hvad man på baggrund af temabehandlingens gør-det-selv-approach kunne have forventet, har illustrationerne ikke karakter af instruktion. Modellernes diffuse selvberøring fungerer ikke som pædagogisk vejledning i onaniteknik, sådan som vi ellers ofte ser det enten tegnet eller fotografisk præsenteret i traditionelle seksualoplysningsbøger til unge, hvor anvisningerne på ’hvordan-man-gør’ er langt mere konkrete.

Da fotografierne altså ikke fungerer som instruktionsillustrationer, så falder de udenfor den pædagogiske ramme, fordi de bliver til noget andet end pædagogiske anvisninger. De bliver til erotika, og indenfor en heteroseksuel forståelsesramme skifter billedernes henvendelse dermed også køn. Temaets overvægt af billeder af en kvindelig model i forskellige seksuelt konnoterede positurer henvender sig først og fremmest til den mandlige læser. Til sammenligning med disse farvelagte, positurvarierede og sensuelle fotografier, der i deres fremstilling har et skær af autenticitet, er tilbuddet til den kvindelige læser/beskuer noget mere magert: To mindre, stort set identiske fotografier, hvor en mandlig torso indhyllet i blålilla belysning giver den masturbation modellen angiveligt skal foregive at være i færd med en drømmeagtig, virkelighedsfjern karakter, noget der ikke blot styrker indtrykket af iscenesættelse og fiktion, men ligeledes skaber en distance til det motivet skal illustrere, nemlig det seksuelle. Til dette kan jeg nævne, at på website-udgaven af Tjecks solo-sex tema, er billederne af den mandelige model udeladt. Der er altså ikke så meget at se på for de heteroseksuelle, kvindelige læsere.

Magasintemaets billedreportage afspejler og er muliggjort af den massekulturelle mainstreaming af pornografi. Studier af samtlige årgange af Tjeck viser, at billedreportagen næppe var blevet bragt før 1995. I dag overskrider den til gengæld ikke længere vores grænser for det acceptable. Men den vidner til gengæld om en rigiditet i vores seksualitetskulturs billed- og blikkonventioner, der, mener jeg, forstærkes af pornografiens massekulturelle gennemslag. Om end min danske kollega, pornografiforsker Rune Gade, i en kritisk kommentar til Laura Mulveys herostratiske essay "Visual Pleasure and Narrative Cinema" fra 1975, hævder, at den fotografiske pornografis kønspositioner er variable og reversible idet de kvindelige aktører i visse sammenhænge faktisk gives adgang til beskuerpositionen og det falliske blik (Gade 1997), hvorved den mandlige aktør feminiseres, så er der ikke mange tegn på, at massekulturens blikkonventioner giver virkelighedens kvinder adgang til objekter, der korrespondere med deres (hetero)seksuelle begærs-præferencer. Tværtimod synes massekulturen at fastholde, at de fotografisk repræsenterede begærsobjekter, der stilles til rådighed for kvinder forsat er kvindelig. Det vil sige, at kvinder gives adgang til repræsentationer af det mandlige begær - ikke deres eget (hvad det så end måtte være), repræsentationer, der samtidig fungerer som kulturel norm for "det begærlige" (Hirdman 2002), eller sagt på en anden måde: det der kulturelt set kan begæres.

Engelske Brian McNair har som nævnt hævdet, at pornchic-tendensen er en demokratisering af begæret. Han hævder også, at kvinders seksualitet i dag har en større synlighed i massekulturen. Man kan sige, at det forhold, at der cirkulerer billeder af nøgne, lystne kvinder i massekulturen, medvirker til at synliggøre og legitimere kvinder som seksuelle væsner. Men man må holde sig for øje, at billeder af kvinder, der har lyst ikke nødvendigvis er billeder af kvinders lyst. Spørgsmålet er om der overhovedet skabes billeder af kvinders lyst i massekulturen? Eller om det vi ser stadig blot er spejlinger af mandlige begærsfantasier om kvinders lyst.

Uden massekulturelle repræsentationer af kvinders lyst og begærsobjekter, mener jeg faktisk ikke man kan tale om, at begæret er demokratiseret. Eller sagt på en anden måde: uden en demokratisering af blikket, er der næppe nogen demokratisering af begæret.

Alt dette sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt den anerkendelse af kvinders eksualitet, som vi overfor omverden bryster os af længe har været en realitet i Skandinavien overhovedet er det. Eller om det vi kalder seksuel frisættelse - også for kvinder - blot består i kvinders internalisering af den androcentriske, heteronormative seksualitetskulturs normer. Ser man på massekulturens køns- og seksualitetsrepræsentationer, som de blandt andet kommer til udtryk i pornografiens massekulturelle mainstreamning, mener jeg faktisk det er tilfældet.

Anette Dina Sørensen
Cand.mag.
Adjunkt ved Center for Ligestillingsforskning
Roskilde Universitetscenter
Danmark
ads@celi.dk

Litteraturliste:

Benwell, Bethan (2002): Is there anything "new" about these lads - the textual and visual construction of masculinity in men’s magazines, i Gender identity and discourse analysis, (ed. Litosseliti and Sunderland), John Benjamins Publishing Company

Bork, Erik (2003): Danmark under dynen - fra bryllup til bunkepul, People’s Press

Gade, Rune (1997): Staser - Teorier om det fotografiske billedes ontologiske status & Det pornografiske tableau, Passepartout’s Særskriftserie

Hirdman, Anja (2002): Tilltalande bilder - Genus, sexualitet och publiksyn i Veckorevyn och Fib aktuellt, Atlas

Kimmel, Michael (2000): The gendered society

KXXX, Katja (2002): Stjerne i syndens by, fortalt til Henrik List, Tiderne Skifter

Laqueur, Thomas (1990): Making sex - body and gender from the greeks to Freud, Harvard University Press

Maines, Rachel P. (1999): The technology of orgasm - Hysteria, The Vibrator, and Women’s Satisfaction, The Johns Hopkins University Press

McNair, Brian (1996): Mediated sex - pornography & postmodern culture, Arnold

McNair, Brian (2002): Striptease culture - sex, media and the democratisation of desire, Routledge

Mulvey, Laura (1975): Visual Pleasure and Narrative Cinema, I Screen, Autumn 1975, vol. 16, no 3, pp. 6-18. Originally written I 1973

Sørensen, Anette Dina (1997): "Kønsrepræsentationer og erotisering - strejftog gennem 40 års reklamebilleder", i Kvinder, Køn og Forskning 4/97: 63-71.

Sørensen, Anette Dina (2003): Pornchic - køn og mainstreaming af pornografi i massekulturen, i Perspektiver på ungdom og krop, (red: Bibi Hølge-Hazelton), Roskilde Universitetsforlag: 61-77

Ungdomsmagasinet Tjeck, januar 2003, nr. 134