Av Nina Lykke

Innlegg på konferansen 'Kjønnsmakt i Norden', Oslo, 12. og 13. juni 2003. Workshopen 'Heterogenitet@Teknovitenskap>Kyberfeminisme?'

Anden halvdel af det 20. århundrede har ifølge den feministiske kultur- og videnskabsteoretier Donna Haraway (1991) været cyborgens æra.1

Da cyborg figuren er en vigtig ramme for mit foredrag, vil jeg starte med en kort introduktion - i tilfælde af, at der er nogle, som ikke kender cyborg begrebet og dets anvendelse i feministisk teori.

Cyborg er en forkortelse af kybernetisk organisme. Termen refererer til de omsiggribende fusioner af krop og teknologi, som finder sted i det postindustrielle samfund - i samspil med udviklingen af ny informations- og bioteknologier. Cyborgen er en menneske-maskine eller en dyre-maskine - en organisme, hvis kropslige funktioner er modificeret/transformeret/simuleret af teknologi.

Når Haraway og andre kalder anden halvdel af det 20. århundrede for cyborgens æra, så er det på grund af den cyborgifikation af vores kroppe, der har fundet sted her. Vi kan sige, at industrisamfundet, generelt sagt, rekonfigurerede vores omgivelser, mens det postindustrielle samfund har fået teknologien til at krybe ind under huden på os; det har transformeret og redesignet vores kroppe. Et eksempel er p-pillen. Den er en cyborg-teknologi, for så vidt som den rekonfigurerer kvinders cyclus. Et andet eksempel er de ny reproduktionsteknologier, der adskiller sex og reproduktion, ved materielt-semiotisk at forskyde undfangelsen fra det sexuelle samlejes til laboratoriets og teknovidenskabens sfære - og som på den måde skaber en helt ny slags børn: cyborg-babyer (Davis-Floyd & Dumit 1998).

I kølvandet på Donna Haraways cyborg manifesto (1991) har cyborgen været meget diskuteret i feministisk teori. Ifølge Haraway er cyborgen en figur, der materielt-semiotisk dekonstruerer dikotomier mellem natur og kultur, menneske og maskine, hoved og krop, biologisk og socialt køn. I den betydning kan cyborgen betragtes som en allieret for feministisk teori, siger Haraway. Men, understreger hun, cyborgen er også en farlig medspiller i moderne krigsførelse og et instrument for kapitalistisk udnyttelse. I Haraways teorier er cyborgen en tvetydig skabning, der altid skal ses fra mindst to perspektiver. Dens positive og negative sider går hånd i hånd.

Efter denne lille introduktion til cyborg figuren kommer jeg så til det egentlige foredrag. Her vil jeg diskutere Haraways cyborg-begreb med henblik på dets konsekvenser for feministisk bio-etik. Som udgangspunkt vil jeg sætte fokus på, hvordan Haraway redefinerer kroppen som kropsligt produktionsapparat (Haraway 1991:197). Det betyder, at kroppen ses som indvævet i en proces af cyborgificering, der gør det umuligt at betragte den som et "rent" naturligt fænomen. Det, jeg vil diskutere, er, hvad denne redefinition af kroppen må betyde for feministisk bioetik. Den feministiske bioetiker Margit Shildrick (1997) har understreget, hvordan postmoderne feminisme lægger op til "a radical rethinking of what might constitute the ethical moment". Der er ifølge hende tale om en gen-tænkning, der indebærer mindst to vigtige ting: "the deconstruction of exclusive and essential identities" og "the move to re-evaluate the body beyond biologistic, universalist and normative presuppositions" (Shildrick 1997:216). Jeg vil i foredraget uddybe og radikalisere denne diskussion ved hjælp af cyborg-figurationen og Haraways begreb om det kropslige produktionsapparat. Hvad disse begreber kan tilføje, er en refleksion over, hvad vores nuværende særdeles intime samliv med maskiner betyder for reevaluering af kroppen og dens betydning i en feministisk bioetisk diskussion.

Foredraget er struktureret på følgende måde:

1) Først vil jeg illustrere Haraways mangetydige begreb om den cyborgificerede krop - kroppen som kropsligt produktionsapparat. Illustrationen vil blive baseret på en analyse af fragmenter af filmen Junior (Reitman 1994), der viser Arnold Schwarzenegger i den uventede rolle som gravid mand. Mange har sikkert set filmen og husker, hvordan dens komiske effekt er bygget op som en travesti over det image af cyborgen, som Schwarzenegger har været med til at lægge krop til skabelsen af - med klassiske, supermaskuline cyborg-figurer som f.eks. Terminator'en (James Cameron 1984 and 1991).

2) For det andet vil jeg bruge min analyse af Junior og dens illustration af begrebet om det kropslige produktionsapparat som ramme om en diskussion af, hvordan den cyborgificerede krop stiller krav om nytænkning af feministisk bioetik. Jeg vil her se på Junior i en bredere kulturkontext, der handler om redesign af kroppe og kropsforbedring - en kontext, der udvikles både i teknovidenskaben og i den populærkultur, der forholder sig til den videnskabelige udvikling inden for bioteknologien, og som giver stof til vores kulturelt imaginære forestillingsverden. Jeg vil argumentere for en postnaturlig og posthuman feministisk bioetik, der hverken lader sig fange i en nostalgisk fejring af en "rent naturlig og autentisk krop" eller i en ukritisk teknoutopistisk og tekno-liberal vision om ubegrænsede muligheder for kropslig redesign.

1. Cyborg kroppen som kropsligt produktionsapparat
Som teknokrop gør cyborg-figuren det klart, at kroppe i dag er så sammensmeltede med teknologi, at de må betragtes som "genopfundne" ("reinvented") snarere end som "autentisk", "ren" natur/krop. Der er tale om teknologisk rekonfigureret natur. I sin egenskab af grænsefigur gør cyborgen det endvidere tydeligt, at kroppe hverken er universelt, naturgivne, uforanderlige kategorier, men ejheller blot og bart produkt af diskurser. Diskurser er ganske vist ifølge Haraway stærke medspillere i den måde kroppe, herunder kønnede kroppe, bliver synlige og mærkbare for os. Her er hun enig med poststrukturalistiske feminister som f.eks. Judith Butler (1993) og Dorte Marie Søndergaard (1996). Men samtidig implicerer hendes begreb om kroppen som kropsligt produktionsapparat, at det biologiske materiale, som de sociokulturelle inskriptioner bearbejder, ikke er passivt. Hun bryder radikalt med den cartesiske og positivistiske idé om kroppen som passiv materie, der handles med. Den biologiske kropsmaterie og fysikalitet har i Haraways teoretiske univers en status som aktiv med-konstruktør. Den er en "witty agent" (Haraway 1991:201), en trickster (Haraway 1991:199), hvis virke altid er fuldt af ukontrollable overraskelser.

Det, vi plejer at kalde "natur", "krop", "biologisk køn" er ifølge Haraway en "co-construction" menneskelige og ikke-menneskelige aktører (Haraway 1992:296), en biosocial og biokulturel proces i konstant forandring, et stykke cyborgificering. Den cyborgificerede krop er på den måde hverken et stykke original biologisk oprindelse eller en "rent" diskursiv proces. Set fra alle synsvinkler er den "uren" og for at bruge workshoppens titel "heterogen".

Cyborgkroppen, forstået som kropsligt produktionsapparat (Haraway 1991:197), har Haraway udviklet for at give et begreb om denne heterogenitet og urenhed. Denne urene eller heterogene krop definerer hun som et netværk af diskursiv konstruktion og fysisk materie/levende fakticitet i bestandig biosocial og biokulturel proces og forandring. Opsummeret rummer hendes definition tre centrale dimensioner eller lag, der er uløseligt vævet sammen. De tre dimensioner er:
a) kroppen som diskurs,
b) kroppen som rekonfigureret materie,
c) kroppen som "witty agent", trickster, ukontrollabel materiel agency.

Jeg skal nu illustrere betydningen af disse tre, uløseligt sammenvævede dimensioner med en analyse Junior. Det bliver dog af hensyn til tiden kun et fragment af en analyse. Jeg ser kun på cyborg-figuren og hovedpersonen, en Schweizisk-Tysk videnskabsmand, der spilles af Schwarzenegger. Jeg udelader filmens andre figurer.

2. Analyse af Junior
Jeg vil, som sagt, bruge filmens kropsrepræsentationer til at eksemplificere de tre dimensioner, som Haraways kropsteori implicerer. Jeg vil se på, hvordan filmen fremstiller

a) kønskroppen som diskurs,
b) kønskroppen som den teknologisk rekonfigureret krop,
c) den materielle kønskrops ukontrollable agens.
Men først lidt introduktion til filmen for dem, der ikke kender den.

Junior viser Schwarzenegger i rollen som den Schweizisk-tyske videnskabsmand, Alexander Hesse, der har en forskningsbevilling i USA. I filmens åbningsscener er Hesse på vej til at gøre en unik videnskabelig opdagelse: en medicin, der kan hjælpe kvinder, der har tendens til at abortere spontant; medicinen hjælper dem til at undgå spontan abort.

En dramatisk udvikling går imidlertid i gang, da en regeringskommission gør det umuligt for Hesse at fortsætte sine experimenter. Kommissionen forbyder ham at gå fra dyreforsøg til forsøg på kvinder. Derfor beslutter han at teste medicinen på sin egen krop. Et befrugtet æg implanteres derfor i hans bugvæg. Tanken er, at han skal teste medicinen og lade fostret forblive i sin mave i tre måneder. Men i løbet af processen skifter Hesse mening. På et tidspunkt et stykke inde i graviditeten opstår ønsket om at blive moder/fader i ham, og nu vil han bære barnet igennem til fødslen. Det lykkes for ham at få det hele til at flaske sig, som han vil, og ni måneder efter ægimplantationen føder han et barn.

Filmen er en populær Hollywood komedie og bestemt ikke en feministisk film. Den bæres af den latter, der bl.a. fremkaldes af de kønslige kontraster, som fortællingen inskriver i Hesse alias Schwarzeneggers cyborg-krop.

På den ene side er Schwarzenegger/Hesse's supermaskuline body-builder krop omgivet af en aura af virilitet. På den anden side har graviditeten den effekt, at hans krop undergår en transformation på en måde, som tilskuerne er vant til at se og fortolke som unik for kvindekroppen. Filmens komiske effekt er baseret på denne symbolske opposition. På en meget synlig måde skaber filmen forvirring i det system af polære kropstegn, som tilskuerne er vant til at forbinde med kønforskellen.

Er der noget nyt i det? Cross-dressing, drag queens etc. har i mange år været et populært tema i teater og film. Hvad der imidlertid gør Junior anderledes er, at det, der er på færde her, ikke "kun" drejer sig om tøj og make-up, men om radikalt biologisk redesign. I tillæg til dette omhandler filmen redesign af kropsprocesser, som tilskuerne er vant til at se som de allermest eksklusivt kønsspecifikke procresser. Ved at sætte fokus på redesign af den reproduktive krop behandler Junior cyborg temaet på en meget kønnet måde.

Lad mig nu efter denne introduktion af filmen se på, hvordan den kan illustrere de tre dimensioner af Haraways begreb om cyborg kroppen som kropsligt produktionsapparat.

a) Kønskroppen som diskurs:
Alex Hesse (den figur, Schwarzenegger spiller) er i filmens begyndelse diskursivt konstrueret som udstyret med en maskulin idealkrop, der ikke behøver nærmere forklaring eller legitimation. I en scene mod filmens slutning må Hesse imidlertid udføre en drag-agtig kvindelig performance. Han skal gå for at være højgravid kvinde, da han incognito (under navnet Alexandra) kommer ind på en klinik for kvinder, der er i sidste fase af graviditeten. Her forvandles de kropstegn, der førhen gjorde ham kulturelt genkendelig som en "normal" maskulin mand, til monstrøsitet. Alexandra (alias Hesse) fremstår kropsligt som alt for stor og klodset. De kropstegn, som kendetegnede Hesse som viril, kræver nu forklaring og legitimation. Alexandra/Hesse skaber sig denne legitimation ved diskursivt at rekonstruere sin biografi i form af en hjertegribende historie om en kvinde, der som helt ung har været på et østtysk elitesportshold, hvor hun uden at vide det er blevet fyldt med anabolske steroider, der på tragisk vis har "affeminiseret" hendes krop.

Eller med andre ord: den stereotype diskursive modsætning mellem virilitetens og femininitetens kropstegn eksponeres som komisk effekt i filmen, når vi ser den bredskuldrede, supermuskuløse Schwarzenegger iført lyserødt graviditetstøj omgivet af smalskuldrede, rundt moderlige, gravide kvinder på klinikken.

2) Den materielt rekonfigurerede kønskrop:
Den komik, som filmen spiller på, har imidlertid flere aspekter end denne diskursive modsætning, der indskrives på Schwarzeneggers krop. Også spørgsmålet om den teknologisk rekonfigurerede kropsmaterie rejses på en dobbeltbundet måde. Alexandra/Hesse gør sin "anormale" krop akceptabel på klinikken ved historien om de anabolske steroider, dvs. ved en historie om kemisk rekonfiguration af den kønnede krop. Tilskueren ved imidlertid, at Hesse har opfundet denne historie til lejligheden. Alexandra/Hesse er ikke, som personalet og de andre fødende på klinikken tror, en biologisk kvinde, hvis krop er blevet kunstigt/teknologisk maskuliniseret af anabolske steroider. Hun/han er præcis omvendt en biologisk mand, hvis krop er blevet kunstigt/teknologisk feminiseret af den medicin, som har muliggjort graviditeten.

Eller med andre ord: filmen opbygger en komisk effekt på modsætningen mellem to groteske versioner af den materielt rekonfigurerede kønskrop: de kemisk maskuliniserede sportskvinder og den gravide mand.

c) Den kønnede krop som trickster - kropsmateriens agens:
Endnu en komisk effekt i filmen skabes som følge af materiens agens. Fra starten er det, som sagt, ikke meningen, at Hesse skal gennemføre graviditeten. Der er derimod tale om et videnskabeligt forsøg, som Hesse gennemfører på sig selv, da han får forbud mod at gå fra forsøg med gravide hunchimpanser til gravide kvinder. Forsøget er, som nævnt, planlagt til at vare i tre måneder, men Hesse og hans kompagnon mister kontrollen over forsøget, fordi Hesses krop så at sige spiller ham et puds. De forandringer, som graviditeten medfører i hans krop, ændrer ham mentalt. I filmens begyndelse er han beskrevet som en videnskabelig stivnakke, der alene er optaget af den store opdagelse, han er på vej til at gøre. Men graviditeten forandrer ham, så han bliver en sensitiv, karismatisk og kærlig person, der får lyst til at gennemføre graviditeten for at blive moder/fader. Han beslutter at skrotte forsøgsprotokollen for i stedet at køre videre med medicinen, som sørger for, at hans krop ikke afstøder fostret som et fremmedlegeme. Graviditeten ændrer dermed karakter for Hesse fra et Frankensteinagtigt eksperiment til et projekt, der handler om både biologisk og socialt forældreskab.

Den komiske effekt, som produceres i forbindelse med dette aspekt af filmen, består i modsætningen mellem Hesses ekstremt kontrollerede væremåde i filmens begyndelse og den åbenhed og intuition, han udviser fra det øjeblik, hvor graviditeten for ham ændrer sig fra eksperiment til forældreskabsprojekt.

3. Flugten fra kroppen
Målet med disse filmanalytiske fragmenter er, som sagt, ikke at postulere at Junior er en feministisk film. Det er den ikke. Lige som drag-shows essentialiserer filmen de kønsstereotyper og clicheer, som den samtidig også udstiller og denaturaliserer. På den måde er Junior et højst tvetydigt stykke populærkultur. Den trækker på stereotyper og clicheer, men den udstiller og latterliggør samtidig disse stereotyper og clicheer. Den komiske effekt i filmen er baseret på denne tvetydighed.

På grund af den dimension af filmen, der handler om at udstille og latterliggøre steoretyper og clicheer, er filmen velegnet til at illustrere de tre førnævnte lag, som kendetegner det kropslige produktionsapparat ifølge Haraway:
a) kroppen som diskurs,
b) kroppen som teknologisk rekonfigureret materie,
c) kroppen som trickster.

Af samme grund kan Junior imidlertid også tjene som et velegnet udgangspunkt for en diskussion om de måder, hvorpå feministiske tilegnelser af cyborg figuren må ændre perspektivet i feministisk bioetik.

For at explicitere, hvad jeg vil ind på her, vil jeg understrege, at jeg ser den fantasi om mandlig graviditet, som repræsenteres i Junior, på linie med en lang række, aktuelle kulturelle billeder og fantasier, der på den ene eller anden måde handler om flugt fra kroppen. Det er billeder og fantasier, der genereres på grundlag af den måde, som informations- og bioteknologiens udvikling påvirker vore kulturelt imaginære forestillinger.

Det klassiske eksempel inden for diskussionen om informationsteknologien er den canadiske forfatter William Gibsons cyberpunk roman Neuromancer (1984). Her repræsenteres kroppen først og fremmest som "meat to be left behind", mens subjektet engagerer sig i det frigjorte liv i cyberspace. Gibsons roman er dystopisk, men i forlængelse af romanen har der været formuleret mange entusiastiske visioner om informationsteknologiens fremtidige betydning og mulighederne for at efterlade kroppen i den forældede fysiske verden.

Inden for populærkulturens refleksioner af bio-teknologiens udvikling trives denne form for fantasier også. For at kontekstualisere diskussionen af Junior med et matchende eksempel fra populærvidenskaben vil jeg referere til den kontroversielle og provokerende populærvidenskabelige bog Remaking Eden (Silver 1998) af Princeton biologen Lee Silver. Silver vil med bogen gøre det klart, at undfangelse i dag ikke længere er afhængig af sexuelle møder mellem en kvindekrop og en mandskrop. Lesbiske par og bøssepar , der vil have børn, som er genetisk beslægtet med begge partnere, og single-kvinder, der vil have clon-børn uden mandlig indblanding, udgør lykkelige familier i de fremtidsscenarier, som det vrimler af i Silvers bog. I konsekvent forlængelse af dette udgangspunkt tager Silver også mandlig graviditet alvorligt. I kapitlet "Could a father be a mother?" (Silver 1998:223ff.) diskuterer Silver vanskelighederne (bl.a. at graviditet i bugvæggen i dag betragtes som stærkt livstruende). Men i forlængelse af et generelt super-teknooptimistisk udsyn konkluderer Silver, at mandlig graviditet ikke desto mindre måske vil blive videnskabeligt muligt i fremtiden, fordi "at some point in the future, it's likely that reproductive biologists will figure out how to direct the growth of the placenta away from vulnerable abdominal organs and onto an easily detachable but blood-rich surface for growth" (Silver 1998:228). I Silvers nye Eden er næsten alle tænkelige "queer" begær efter børn normaliserede. Biologisk deterministiske links mellem biologisk og socialt køn (sex og gender) er her erklæret uholdbare og håbløst forældede.

Der er kun én "slange" i Silvers paradis. Det er penge. En majoritet af verdens befolkning vil ikke kunne betale for videnskabelig undfangelse. Derfor, advarer Silver, vil samfundet efter hans opfattelse blive mere og mere opdelt. På den ene side vil en herskende elite af genetisk forbedrede cyborger udvikle sig, i hvis verden den "queer'e" desexualiserede måde at undfange på vil blive normen. På den anden side vil vi se en underklasse formes, bestående af mennesker, der - af økonomiske grunde - er tvunget til at reproducere sig ved hjælp af det gammeldags, heterosexuelle samleje. De vil forblive ekskluderede fra de goder, som muligheden for genetisk forbedring bringer, og endvidere fra at realisere andet end meget moderat "queer'e" begær efter børn. Med tiden vil denne klassedeling blive så udtalt, mener Silver, at menneskeheden simpelt hen vil blive splittet op i to artsforskellige dele - to dele, der er blevet så genetisk inkompatible, at de ikke længere kan undfange sammen.

4. Mod en kropsliggjort cyborg feministisk bioetik
Trods sin problematiske super-liberalisme kan Silvers bog efter min opfattelse til en vis grad betragtes som en velkommen provokation, der på nogen måder støtter queer, lesbiske, bøsse, bisexuelle, transgender etc. kritikker af den udtalte heteronormativitet, som meget ofte gennemsyrer officielle diskurser om ny reproduktionsteknologier og reprogenetik - diskurser, der ofte desperat forsøger at begrænse og inddæmme deres brug, så det kun er heterosexuelle par, som får adgang til dem (Franklin 1993, Sourbut 1996, Bryld 2001). Jeg har tidligere diskuteret dette aspekt (Lykke 2000) og skal ikke gå nærmere ind på det i dette foredrags sammenhæng.

Målet her er et andet, nemlig at understrege, at der for tiden foregår en intensiv cirkulation af kulturelle billeder, produceret af informations- og bioteknologiens udviklinger, som alle rummer en tendens til, hvad vi kan kalde flugt fra kroppen.

Men kan vi tale om en fælles tendens i de to slags kulturelle billeder - dem, informations-teknologien genererer og dem, bioteknologien genererer? Både ja og nej.

På én måde er det klart, at tendensen til at skabe fantasier om flugt fra kroppen udfolder sig forskelligt inden for kulturelt imaginære produktioner, genereret af informations-teknologiens praksisser og kulturelt imaginære produktioner, genereret af bio-teknologiens praksisser. Hvad bioteknologi-fantasierne angår, kan vi måske tale om en flugt fra kroppen via kroppen. Eller som Rosi Braidotti gør det, kan vi måske tale om et "paradox of simultaneous disappearance and over-exposure of the body" (Braidotti 2002:244). Lad mig uddybe dette lidt.

Flugten fra kroppen , som den er repræsenteret i filmfantasier som Junior eller i populærvidenskabelige spekulationer, som dem vi f.eks. finder i Lee Silvers bog, handler om radikale redesign eller cyborgificeringer af kroppe. Det kan synes mærkeligt at anvende termen "flugt" i denne sammenhæng. Jeg vil imidlertid slå til lyd for, at termen er rammende, for så vidt som vi specificerer begrebet, krop, i forlængelse af den tredimensionale definition, jeg præsenterede tidligere i foredraget. På den baggrund kan de fantasier, vi finder f.eks. i Junior og hos Silver, defineres som flugt fra den materielle krops ukontrollable dimensioner, dvs. en flugt fra trickster kropen i Haraways forstand. Lige som mange af de spekulative visioner, vi finder i Silvers bog, kan fantasien om mandlig graviditet på denne basis defineres som indvævet i en vision om en teknovidenskab, som er så magtfuld og så meget i kontrol over krop og materie, at disses trickster-kvaliteter, deres fundamentale ukontrollabelhed, kan elimineres.

Men hvordan matcher nu denne sidste konklusion min analyse af Junior, hvor jeg understregede, at kroppen trickster dimensioner var på færde, da Hesse mentalt forandredes af de kropstransformationer, som graviditeten affødte? Jeg vil hævde, at de to konklusioner matcher. For: Hesses krop spiller ham et puds. Javist. Men her handler det om repræsentation af trickster-kroppens agens på det individuelle plan, og trickster kroppens agens på det individuelle plan repræsenteres i Junior inden for rammerne af en overindividuel, kulturelt imaginær fantasi om en teknovidenskab, der er magtfuld nok til at kunne gøre alt, herunder eliminere naturens, kroppens, materiens trickster-dimensioner. Videnskabens omnipotens i almenhed og Hesses videnskabelige omnipotens i særdeleshed - hans evne til at konstruere en medicin, der kan gøre mandlig graviditet mulig - bliver nemlig aldrig draget i tvivl i filmen. I den henseende er trickster kroppens dimensioner elimineret på det overindividuelle plan i filmens fiktionsunivers. Filmen fremstiller mandlig graviditet som et novum (Suvin 1979), som ikke drages i tvivl, og fantasien om vellykket mandlig graviditet er, mener jeg, indskrevet i den drøm om total kontrol over kroppen, som jeg vil definere som flugten fra kroppens trickster-dimensioner.

Som modvægt til denne drøm om total teknovidenskabelig kontrol mener jeg, at det er vigtigt, som Haraway gør det, at understrege princippet om kroppens og naturens basale ukontrollerbarhed. Eller vi kan formulere samme princip med en drejning af et citat af Evelyn Fox Keller, som har sagt, at "nature connot be named out of existence" (Keller 1992:43). Jeg vil foreslå, at cyborg feminister, etisk såvel som videnskabeligt, udvider Kellers argument til den læresætning: at naturen hverken kan navngives eller teknologisk rekonfigureres "out of existence". Jeg er enig med både Haraway og Keller i, at vi må antage, at der altid vil være overraskende og ukontrollable effekter. Dette er, som jeg ser det, på den ene side et vigtigt udgangspunkt for en feministisk bioetik, der vil tage den intensive cyborgificering af kroppen , som foregår i dag , alvorligt.

Men det er på den anden side også vigtigt at understrege, at det ikke kan være det eneste udgangspunkt for en feministisk bioetik. For at formulere en feministisk bioetik på grundlag af cyborg kroppen, er der endnu et afgørende moment, der må betones. At "naturen" og "kroppen" ikke kan navngives eller teknologisk rekonfigureres "out of existence", implicerer nemlig således ikke på nogen måde, at "naturen" og "kroppen" skal anses for stabil værdier, som vi kan basere en feministisk bioetik på. Hvis vi tager implikationerne af cyborgificeringen alvorligt, må naturen og kroppen netop omvendt betragtes som højst urene og heterogene fænomener. En feministisk bioetik, der tager dette som sit grundlag, må anerkende, at "a return to "nature" no longer is possible" (Squier 1995:113), og at den må definere sig som postnaturlig og posthuman. Dette er den lære, jeg mener, vi kan drage fra cyborgen og dens kropslige produktionsapparat.

At argumentere for denne form for mangelaget postnaturlig og posthuman feministisk bioetik betyder på den ene side, at vi må tage udgangspunkt i den ustabilitet, der produceres af de kontinuerlige processer af diskursiv og teknologisk rekonfiguration af krop og natur, som cyborgificeringen bringer med sig. Men det betyder på den anden side også, at vi må passe på ikke at falde i den fælde, der handler om elimination af trickster-kroppen - dvs. den fælde , der handler om at betragte naturen og kroppen som i det uendelige manipulerbar og rekonfigurerbar. Det må antages, at der altid vil være ukontrollable trickstere i massevis skjult i baggrunden. En postnaturlig og posthuman feministisk bioetik må tage udgangspunkt både i den urene og heterogene cyborg krop og i kroppens basalt ukontrollerbare trickster aspekter. Det er vejen til holdbar udvikling - sustainable development.

For at afslutte med eksemplet, mandlig graviditet, vil jeg understrege, at et udgangspunkt i den form for feministisk cyborg-etik, jeg har skitseret, vil betyde, at mandlig graviditet, skulle den blive mulig, må antages at blive forskellig fra kvindelig graviditet. Den kønslige dimorphisme er et så gennemtrængende fænomen i den biologiske verden, at det er ret usandsynligt, at dens trickster effekter kan elimineres.

References
Braidotti, Rosi (2002): Metamorphoses. Towards a Materialist Theory of Becoming, Polity Press, Cambridge.

Butler, Judith (1993): Bodies that matter, Routledge, New York, London.

Bryld, Mette (2001). "The Infertility Clinic and the Birth of the Lesbian. The Political Debate on Assisted Reproduction in Denmark." In: The European Journal of Women's Studies. Lesbian Studies, Lesbian Lives, Lesbian Voices, Special Issue, Vol 8, Issue 3:299-312.

Davis-Floyd, Robbie & Joseph Dumit (eds) ( 1998): Cyborg Babies. From Techno-Sex to Techno-Tots, Routledge, New York/London.

Franklin, Sarah (1993): "Essentialism, Which Essentialism? Some Implications of Reproductive and Genetic Techno-Science", in: J.P. DeCecco and J.P. Elia: If you seduce a straight person, can you make them gay? Harrington Park Press, New York, London, Norwood, pp. 27-41.

Gibson, William (1984): Neuromancer, Ace, New York.

Haraway, Donna (1991): Simians, Cyborgs and Women. The Reinvention of Nature, London, Free Association Books.

Haraway, D. (1992) 'The Promises of Monsters: A Regenerative Politics for Inappropriate/d Others', L. Grossberg, C. Nelson, P. Treichler, (eds) Cultural Studies, : Routledge, London New York 295-338.

Keller, Evelyn Fox (1992): Secrets of Life. Secrets of Death. Essays on Language, Gender and Science, Routledge, New York, London.

Lykke, Nina (2000) Are Cyborgs Queer? Biological Determinism and Feminist Theory in the Age of New Reproductive Technologies and Reprogenetics, conference paper, Fourth European Feminist Research Conference, Bologna 28/9-1/10, 2000, http://www.women.it/quarta/workshops/epistemological4/ninalykke.htm

Reitman, Ivan (1994). Junior, Universal Pictures, London.

Shildrick, Margit (1997). Leaky Bodies and Boundaries. Feminism, Postmodernism and (Bio)ethics. Routledge, London, New York.

Silver, Lee (1998): Remaking Eden. Cloning, Genetic Engineering and the Future of Humankind?, Phoenix, New York.

Sourbut, Liz: "Gynogenesis: "A Lesbian Appropriation of Reproductive Technologies," in N. Lykke & R. Braidotti (eds) (1996): Between Monsters, Goddesses and Cyborgs. Feminist Confrontations with Science, Medicine and Cyberspace. ZED-Books, London, pp. 227-242.

Squier, Susan M. (1995): "Reproducing the Posthuman Body: Ectogenetic Fetus, Surrogate Mother, Pregnant Man," Judith Halberstam and Ira Livingston (eds): Posthuman Bodies, Indiana University Press, Bloomington, Indianapolis: 113-135

Suvin, Darko (1979) Metamorphoses of Science Fiction. On the Poetics and History of a Literary Genre, New Haven London: Yale University Press.

Søndergaard, Dorte Marie (1996): Tegnet på kroppen, Museum Tusculanums Forlag, København.

Nina Lykke
Prof., dr. phil.
Tema Genus
Linköpings Universitet
S 581 83 Linköping
Sverige
ninly@tema.liu.se

[1] En noget anderledes version af dette paper har jeg offentliggjort under titlen "Den kønnede krop i en kyborgtid", Kritisk forum for praktisk teologi 90, December 2002:58-68 Tilbake til teksten